Caroline Christiane Schrøder, C.2.1

Notater:

Caroline Christiane Schrøder, noterne om tante Caro er skrevet i november 2007 af hendes gudsøn Jens Dinsen C.2.2.2.3.
C.2.1.
Præliminær eksamen 1895, privatlærerinde 1895-1900 bl.a. på Ørting præstegård, for grosserer M. Lauritzens svage søn i Frederikshavn 1900 til 1904, lærerindeeksamen i Ribe 1907, kommunelærerinde i Frederikshavn 1900-1923 (Bestyrelsesmedlem af Dansk Kvindesamfund og Danmarks Lærerforening, faglærer i naturhistorie ved Zahles og Ingrid Jespersens skoler 1923-1927). Havde Montessori-børnehave på Frederiksberg på Andebakkestien 1927-1934.
Husbestyrerinde for grosserer Lauritzen (1934-37) til hans død.
Adskillige af den yngre slægt har boet hos hende i hjemmet på Sdr. Fasanvej 33 (bl.a.E.3.3.1. Ingeborg Appel) eller gæstet hende i sommerhuset "Enghuset" i Bisserup.
Tante Caro døde den 21/10 1958 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og blev begravet på Holsteinsborg kirkegård.
I bogen fra 1971 er der skrevet følgende mindeord:
"Hun var vort samfunds trofaste sekretær. Fra Ribe seminarium havde hun gæstet Askov. Hun havde lyttet til "Grænsens sange". Sydslesvigerne mindes hendes indsats i Dansk-frisisk selskab. Nå konfirmander derfra gæstede København tog hun sig af indkvarteringen. Hun var gerne med til skoleindvielser i Frisland. Sønderjyllands Forening på Frederiksberg tildelte hende et emblem i guld og emalje. Ligesom gamle Louise (C.2.2.) i sin tid var det hende en glæde at tage yngre slægtninge i huset. Hun følte sig ensom, da kræfterne ikke mere tillod hende det. Hun tog sig af de gamle i sognet. Caro følte sig stærkt knyttet til sin hjemstavn, havde et gæstfrit sommerhus i Bisserup."
Jeg,(C.2.2.2.3.) mener at det er onkel Jack (C.2.7.) som har skrevet mindeordene.
Tante Caro besøgte os ofte i Nibøl i Sydslesvig hvor min mor Eli (C.2.2.2.) og Fritz havde en dansk privatskole med kraftigt dansk-frisisk islæt (modsat var der en tysk-frisisk bevægelse i min barndom i 1950'erne). Jeg mindes når tante Caro sad og overværede min spilletime mig på klaveret med min tyske spillelærer Holst og hun talte sit bedste skole-tyske med ham og sagde "sehr schön, sehe, sehr".Jeg krummede tæer over hendes tyskkundskaber. Hun delte med ham begejstringen for Brahms, det passede ikke helt Eli (C.2.2.2.) det var for ærketyskt og romantisk for hende.
Om sommeren var vi i Bisserup i sol, regn og torden. Om aftenen kunne man sidde på Enghusets terrasse og betragte kornmod over Smålandshavet. Én sommer sidst i fyrrene, antagelig 1944 var det ikke fjern torden, men det meget voldsomme britiske bombardement på Kiel som vi så som lys på den ellers sorte syd himmel.