Caroline Christiane Schrøder, C.2.1

Notater:

Caroline Christiane Schrøder, noterne om tante Caro er skrevet i november 2007 af hendes gudsøn Jens Dinsen C.2.2.2.3.
C.2.1.
Præliminær eksamen 1895, privatlærerinde 1895-1900 bl.a. på Ørting præstegård, for grosserer M. Lauritzens svage søn i Frederikshavn 1900 til 1904, lærerindeeksamen i Ribe 1907, kommunelærerinde i Frederikshavn 1900-1923 (Bestyrelsesmedlem af Dansk Kvindesamfund og Danmarks Lærerforening, faglærer i naturhistorie ved Zahles og Ingrid Jespersens skoler 1923-1927). Havde Montessori-børnehave på Frederiksberg på Andebakkestien 1927-1934.
Husbestyrerinde for grosserer Lauritzen (1934-37) til hans død.
Adskillige af den yngre slægt har boet hos hende i hjemmet på Sdr. Fasanvej 33 (bl.a.E.3.3.1. Ingeborg Appel) eller gæstet hende i sommerhuset "Enghuset" i Bisserup.
Tante Caro døde den 21/10 1958 på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg og blev begravet på Holsteinsborg kirkegård.
I bogen fra 1971 er der skrevet følgende mindeord:
"Hun var vort samfunds trofaste sekretær. Fra Ribe seminarium havde hun gæstet Askov. Hun havde lyttet til "Grænsens sange". Sydslesvigerne mindes hendes indsats i Dansk-frisisk selskab. Nå konfirmander derfra gæstede København tog hun sig af indkvarteringen. Hun var gerne med til skoleindvielser i Frisland. Sønderjyllands Forening på Frederiksberg tildelte hende et emblem i guld og emalje. Ligesom gamle Louise (C.2.2.) i sin tid var det hende en glæde at tage yngre slægtninge i huset. Hun følte sig ensom, da kræfterne ikke mere tillod hende det. Hun tog sig af de gamle i sognet. Caro følte sig stærkt knyttet til sin hjemstavn, havde et gæstfrit sommerhus i Bisserup."
Jeg,(C.2.2.2.3.) mener at det er onkel Jack (C.2.7.) som har skrevet mindeordene.
Tante Caro besøgte os ofte i Nibøl i Sydslesvig hvor min mor Eli (C.2.2.2.) og Fritz havde en dansk privatskole med kraftigt dansk-frisisk islæt (modsat var der en tysk-frisisk bevægelse i min barndom i 1950'erne). Jeg mindes når tante Caro sad og overværede min spilletime mig på klaveret med min tyske spillelærer Holst og hun talte sit bedste skole-tyske med ham og sagde "sehr schön, sehe, sehr".Jeg krummede tæer over hendes tyskkundskaber. Hun delte med ham begejstringen for Brahms, det passede ikke helt Eli (C.2.2.2.) det var for ærketyskt og romantisk for hende.
Om sommeren var vi i Bisserup i sol, regn og torden. Om aftenen kunne man sidde på Enghusets terrasse og betragte kornmod over Smålandshavet. Én sommer sidst i fyrrene, antagelig 1944 var det ikke fjern torden, men det meget voldsomme britiske bombardement på Kiel som vi så som lys på den ellers sorte syd himmel.

Notater:

HISTORIE FRA KULGRAVGÃ…RD
v/ Edel Schrøder C.2.3. udlånt at C.2.3.1.2 Helen Major
(Om en hest og hendes fader (C.2.) på hendes fødegård)

Der var engang en gammel gård på Sjælland, den var cirka ¾ km fra stranden ved Smålandshavet og måske 2 km fra det gamle slot som hed Holsteinborg Slot, med voldgrav endnu fra gamle dage med vand i. Voldgraven var vist nok ældre end selve bygningen og i slotshaven var der mange skønne gamle træer også. Når man gik forbi om sommeren ned til stranden, duftede der så dejligt af lindeblomsterne, at duften hang i næsen længe efter; ja, man kunne sige i mange år. Selvom man var langt borte i udlandet på den anden side af Nordsøen eller helt nede i Nordafrika.
Den gamle gård hed Kulgravgård, og der var der altid godt at være. Haven var stor, og havde flere lysthuse, græsplæner, æbletræer af mange slags, kirsebær, jordbær, solbær, ribs næsten så store som små vindruer.
En blodbøg stod stolt på græsplænen, og mange buske og en lang syren hæk, og roser i et bed udenfor havedøren. Husets herre havde plantet en hvid Frau Karl Drusski, en lyserød Caroline Teslaut og en meget smuk La France rose.
Ude i gården var en stor jernpumpe hvor man have dejlige kolde frisk vand fra, hvornår man ville.
På stor vask dagen, kom vaskekonerne og vaskede tøj i lange baner til hele huset, og børnene var glade når der skulle pumpes vand til vaskekonerne.
Der var også en stor lade bag ved og bagved den fire store poppel træer, store brede nogle hvis blade raslede næsten altid når luften rørte sig.
Der var også hestestalden, kostalden og svinehuset. Svinehuset var, hvad man kunne godt tør sige, var i forhold til resten, meget moderne og ny.
Så, nu kan jeg fortælle om Ulle.
Ulle var en hest som var født på gården og kendte ikke andre, og han var et meget intelligent dyt, men han havde også sin egen mening om hvad og hvortil han skulle køre sine folk til.
Der skulle altid køres til slottet til gudstjeneste.
Riddersalen havde været lavet til den nærmeste kirke og folk i omegnen brugte den som sognekirke.
Men når man ville køre til stranden på skovtur eller badning, måtte man også køre forbi slotskirkens indgang over broen.
Det kunne godt ske når familien var søndagsklædt med salme bøger og i sinde til gudstjeneste, at Ulle havde andre ideer i sit hoved.
Han syntes nok at det var dejligt vejr til en badetur og vendte ved broen og kørte til stranden, lige meget hvor meget han blev råbt til eller noget.
Det kunne også ske at når de var parat til en skov- eller badetur med mad kurve og øl og varm kartoffelsalat i en stor blik dåse viklet om med mange hold aviser for at holde varmen inde, og badetøj med, og slet ikke passede i tøjet til kirkegang, at Ulle syntes bestemt, at nu skulle de ud af vognen i slotsgården, hvor han havde bestemt kørt ind over broen for at nu skulle familien love og prise Vorherre i kirken.
Han så altid glad og sød ud i hans væsen, og sit hesteansigt, at ingen kunne finde det i deres hjerte at skælde ud på ham.
Men så kom der en dag at hans ejer havde pengemangel, og det havde han ofte på grund af at han havde stor gæld fra en bund uheldig periode i hans tidligere liv, og da han var en meget ærlig mand sled han næsten ind til hans død med at betale hans gæld af.
Da han omsider døde i en alder af 64 havde han betalt det hele, og der var 200 kr. til overs.
Så I kan godt forstå, at han var nødt til at sælge Ulle.
Ulle løb rask og glad med vognen til den nye ejers gård flere km væk. Han anede ikke (klog som han var) at han skulle til et nyt hjem. Han blev sat i den nye stald, og fik hø og vand og de lukkede døren fast.
Så kom natten, Ulle tænkte til sig selv, de måtte have glemt mig, jeg vil ikke blive her, her hører jeg ikke til, jeg vil hjem. Men døren var fast lukket, der var ikke andet at gøre, den måtte sparkes op, og det blev den også.
Næste morgen Ulle var stående ude i hans hjem-gård og vrinskede og stampede med hovene i gårdens stene.
Ja, jeg har fået penge for dig, det kan ikke gå an, at du står der og taler sødt til mig, nu skal vi køre igen. Men det samme skete igen med lidt mere mellemrum, fordi Ulle skulle sparke kengre? med endnu mere fast låst udgang. Efter tredje gang sagde husets herre, nu vil jeg give pengene tilbage, jeg kan ikke gøre den slags fortræd til Ulle. Han skal blive hvor han hører hjemme i hans fødested, og det blev han.

(Afskrift dec. 2008 af C.2.2.2.3.)

Carl blev gift med Henriette Christiane Elise Lützen den 19 maj 1876 i Vesterborg kirke. Henriette (datter af Cancelliraad Palle Christian Lützen og Louise Augusta Lützen f. Besser) blev født den 12 feb. 1850 i Pederstrup godsforvalterbolig; døde den 27 jul. 1922. [Gruppeskema] [Familietavle]

Peter blev gift med Christine Caroline Franch den 5 jun. 1844 i Ø. Ulslev kirke. Christine (datter af Johannes Franch og Karen Bacher) blev født den 5 jun. 1822; døde den 6 apr. 1872; blev begravet i Skørringe Lolland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Palle blev gift med Louise Augusta Lützen f. Besser. Louise blev født den 14 jun. 1821; døde den 16 maj 1896. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.

Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.

For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.

J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.

Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."

Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.

Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.

Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.

Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)

*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.

Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.

I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."

Jens blev gift med Johanne Elisabeth Wagner. Johanne (datter af Snedkermester Wagner) blev født i 1775; døde den 12 dec. 1832 i Skørringe. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Engestofte har Wagner, Skjørringe Kirkebog Waldner.
Datter af Snedkermester W. i København. Hun døde 57 Aar gammel den 12/12 1832. Hun blev sin Mand en tro og sparsommelig Hustru i de trange Aar, de levede sammen, og hun fødte ham ti Børn. Sognepræst Clausen-Bagge nævner hende som "den værdige", hendes Datter Lene, der trofast plejede hende i en længere Svaghedstid til hendes Død, kalder hende uforglemmelig.

Johannes blev gift med Karen Bacher. [Gruppeskema] [Familietavle]