Else Margrethe Schrøder, D.2.1

Else blev gift med Knud Aage Kjær den 04 apr. 1959 i Helligåndskirken. Knud (søn af Thorvald Christian Nicolaj Kjær og Bodil Bischoff) blev født den 30 jan. 1898 i København, Skt. Johannes sogn; døde den 11 feb. 1979. [Gruppeskema] [Familietavle]

Harald blev gift med Karen Marie Schrøder, B.2.3 den 10 sep. 1911 i København, Vor Frelsers Kirke. Karen (datter af Eggert Christian Schrøder, B.2 og Sophie Caroline Mathilde Hoffmann) blev født den 10 aug. 1889 i Søllested sogn, Dyrehavehus; døde den 27 okt. 1985. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Skovrider under Baroniet Sønderkarle.

Christian blev gift med Emma Margrethe Petrine Smidt den 7 okt. 1879. Emma blev født den 14 okt. 1850; døde den 22 sep. 1902. [Gruppeskema] [Familietavle]

Eggert blev gift med Sophie Caroline Mathilde Hoffmann den 10 sep. 1885 i Maribo Domkirke. Sophie blev født den 27 sep. 1858; døde den 30 apr. 1936. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.

Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.

For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.

J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.

Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."

Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.

Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.

Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.

Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)

*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.

Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.

I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."

Jens blev gift med Frederikke Lovise Hviid den 20 sep. 1833. Frederikke (datter af Gæstgiver Peder Hviid og Ide Margrethe Jokumsen) blev født den 16 jan. 1803 i Nakskov; døde den 18 jul. 1839. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hun var født i Nakskov som Datter af Gæstgiver Peder Hviid (1772-1816) og Ide Margrethe Jokumsen (d. 1831). Hendes Frænder var mest Selvejerbønder i Nørreherred. Faderen blev i 1809 Gæstgiver og Færgeforpagter i Taars ved Nakskov.
Da Moderen giftige sig igen 1821, blev der skiftet mellem hende og Datteren.
Ved Konfirmationen 1817 omtales Frederikke Lovises særdeles fortrinlige Kundskaber og meget rosværdige Forhold. Hun kom saa i Halsted Præstegaard og derpaa 1820 til Clausen-Bagge i Utterslev; hun fulgte med ham, da han 1827 blev Sognepræst i Tirsted, Skjørringe og Vejleby med Bolig i Rubbelykke.
Det fremgaar af hendes Dagbog fra 1826 - 1827, at hun var Gud meget taknemlig for at være kommen fra raa til dannede Omgivelser. Her blev hun, til hun blev gift med Enkemand Skovrider J. P. Schrøder.
Hun blev en omsorgsfuld og god Stedmoder, som Stedbørnene kom til at elske. Den sidste Dag, hun levede, begyndte hun at læse med sine smaa Drenge, hveraf den ældste da var fem, den næstældste 3½ Aar. Hvor meget hun betød for sin Mand, fremgaar af, hvad han et halvt Aar efter hendes Død skrev til sin ældste Søns Kone: "at jeg ofte føler Sorg og Savn, og dog har jeg aldrig turdet knurre eller klage, jeg maa med den højeste Grad af Ydmyghed takke Almagtens Gud, at jeg i den korte Tid var forenet med et saa ædelt Menneske .... hun var for god til denne Jord og et ægte Guds barn."

Præsten Clausen-Bagge giver hende i sin Ligtale (22/7 1839) følgende Vidnesbyrd: ”Hun var ualmindelig agtet og elsket, udstyret med mere end almindelige Aandsevner, aaben Sans for alt videværdigt, ædelt og godt, med Aandens Livlighed og Bøjelighed, en let Opfattelse. Livet var hende en Skole, hvori hun med Lyst og Lethed samlede Kundskab, Indsigt og Dannelse. Hun havde lyst Blik, var fordomsfri og havde sund Dømmekraft, et ædelt Hjærte, var kjærlig, velvillig, mild og blid. Religionen var hendes Hjærtes Sag, hun var gudfrygtig og samvittighedsfuld, opofrende i høj Grad og kunde, naar det gjaldt, tage sig sammen og udfolde en stor, kraftig Virksomhed.'' *)

*) Om Hjemmet i Skørringe Skovridergaard se iøvrigt Fr. Schrøder: Ludvig Schrøders Liv og Gerning I 9-22, hvor bl. a. Lovise Hviids Jaord er meddelt.

Notater:

Skovrider paa Christianssæde.

Anders blev gift med Karen Sophie Randrup den 22 maj 1838. Karen blev født den 7 jun. 1809; døde den 1 feb. 1894. [Gruppeskema] [Familietavle]