|
|
|
|
1815 - 1882 (66 år)
Generation: 1
1. | Sophie Frederikke Charlotte Schrøder blev født den 21 jul. 1815 (datter af Skovrider Jens Petersen Schrøder og Johanne Elisabeth Wagner); døde den 24 apr. 1882. Notater:
I sine yngre Aar til 1839 var hun i Huset hos Provst Barfod i Fakse.
Hun styrede saa Hus for sin Fader til hans Død og traadte med Omhu og Kærlighed i Moders Sted for sine tre Halvbrødre; trods vedvarende Svagelighed passede hun Husholdningen med stor Dygtighed.
Efter Faderens Død fik hun 5/11 1860 sammen med sin yngre Søster Trine et Ejendomshus i Maribo, hvor hun boede til sin Død. Hendes Forstand var lille, hendes Ærlighed, Troskab og Kærlighed var stor.
|
Generation: 2
2. | Skovrider Jens Petersen Schrøder blev født den 4 dec. 1782 i Stenderup (søn af Skovrider Peter Schrøder og Lene Andersdatter Andkier); døde den 20 apr. 1860 i Skørringe; blev begravet i Skjørringe Kirkegård. Notater:
Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.
Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.
For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.
J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.
Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."
Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.
Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.
Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.
Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)
*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.
Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.
I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."
Jens blev gift med Johanne Elisabeth Wagner. Johanne (datter af Snedkermester Wagner) blev født i 1775; døde den 12 dec. 1832 i Skørringe. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
3. | Johanne Elisabeth Wagner blev født i 1775 (datter af Snedkermester Wagner); døde den 12 dec. 1832 i Skørringe. Notater:
Engestofte har Wagner, Skjørringe Kirkebog Waldner.
Datter af Snedkermester W. i København. Hun døde 57 Aar gammel den 12/12 1832. Hun blev sin Mand en tro og sparsommelig Hustru i de trange Aar, de levede sammen, og hun fødte ham ti Børn. Sognepræst Clausen-Bagge nævner hende som "den værdige", hendes Datter Lene, der trofast plejede hende i en længere Svaghedstid til hendes Død, kalder hende uforglemmelig.
|
Generation: 3
4. | Skovrider Peter Schrøder blev født den 24 apr. 1741 i Frederiksborg Latinskole (søn af Johannes Johansen Schrøder og Gunnild Pedersdatter Bendike); døde den 13 mar. 1825 i Hammelev sogn. Notater:
Han mistede sin Moder, da han var syv Aar gammel. Uagtet han ikke havde Lyst til det stillesiddende Skolearbejde, blev han dog holdt i Latinskolen alle Klasserne igennem. Men han har været en vanskelig Discipel, der lavede mange Spilopper.
En Dag havde Peter samlet Oldenborrer og puttet dem ind i Buklerne paa Conrektors Paryk. Efterhaanden som der bliver varmt i Klassen i Timens løb, begynder Oldenborrerne at fare ud af Parykken og summe om Conrektors Hovede til stor Forbavselse for Conrektor og endnu større Moro for Disciplene, der hurtig kom under Vejr med, hvor de kom fra.
En anden Gang havde Knægten spændt en Snor ud i Klasseværelset, saa den nærsynede Conrektor faldt over den, da han skulde op paa Katederet.
Da Conrektor beklagede sig overfor Rektor, tog denne ham med ind paa sønnens Kammer; her sad Peter dydig begravet i sine Bøger. "Der kan De selv se, hvor flittig Peter er," erklærede Rektor.
Som Skovrider skal P. Schrøder have sagt: "Naar jeg rider forbi en Skole, rider jeg for en Ulykke alt hvad min Hest kan rende, for jeg kan ikke holde ud at høre paa den Mumlen i Skolen" (indbyrdes Undervisning).
1761 blev Peter Student, men først efter et Aars Tid at have været Lærer fik han Lov at blive Forstelev; maaske er det Svogerskabet med de to Skovridere Wegge, der har vakt Lysten til dette Liv hos ham, og det har rimeligvis været hos Skovrider A. Wegge i Haderslev Amt, han er begyndt som Jagtlærling.
Det var en haard Overgang for Studenten at skulle begynde forfra som "Hundedreng" i Ordets bogstavelige Betydning; den Gang gjaldt det jo mere om at blive en dygtig Jæger end en god Forstmand, saa det første, Peter maatte lære, var at føre et Kobbel Jagthunde.
Her var han i syv Aar, blev derefter Jæger paa et adelige Gods i Jylland i halvandet Aar, saa kgl. Skovfoged i Stenderup (1770 - 1784) og senere i Aabenraa Amt (1784 - 1794), til, han sluttelig blev kgl. Skovrider i Ulfshus under Haderslev Amt (1794 - 1821).
Naar han færdedes i Mark og Skov, havde han ofte sin Søn Jens Peter med, der tidlig selv fik Jagtgevær paa. De jævne sønderjyske Bønder, som mødte Fader og Søn fuldt udrustende, spurgte da ofte: "Men ka' den bæt' Knejt da åsse skyj'?'' "Ja," svarede faderen, "han skyder lige saa godt som jeg." Ofte tilføjede han med et lunt Smil: "Men det er ikke sagt, han rammer lige saa godt."
Da Peter Schrøder 1821 fratraadte sit Embede, tilstod Kongen ham i Naade en Pension paa 400 Rdlr. i Sølv. Han døde uden forudgaaende Sygdom af et Slag 83 Aar gammel paa Tørning Mølle i Hammelev Sogn 13/3 1825. *)
*) Skildringen af Peter Schrøders Liv er delvis bygget over hans egne Optegnelser, som vi har i Afskrift efter en tysk Oversættelse, der slutter saaledes: "Geschrieben In dänischer Sprache von meinem Urgrossvater, Peter Schröder, bald nach 1821, als er über 80 Jahre alt war."
Hadersleben, 8. April 1898. N. A. Schröder.
1767 ~ Lene Andersdatter Andkier, Datter af en kgl. Skolelærer i Vester Vamdrup. Med hende levede han 58 Aar; de fik 7 Sønner og 4 Døtre, hvoraf dog en døde før Faderen.
Sønnerne blev alle Forstmænd, og Døtrene giftede sig næsten alle med Forstmænd.
Med Peter Schrøder vendte Slægten saaledes tilbage til sit Hjemland.
Peter blev gift med Lene Andersdatter Andkier den 25 sep. 1767 i Skrave sogn. Lene (datter af Anders Sørensen Andkier og Anne Cathrine Nisdatter Dall) blev født den 08 okt. 1744 i Vamdrup sogn; døde den 06 jun. 1826 i Hammelev sogn. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
Generation: 4
8. | Johannes Johansen Schrøder blev født den 4 feb. 1696 i Helsingør (søn af Johannes Hansen Schrøder og Sophie Carlsdatter Rosenmeyer); døde den 16 maj 1774 i Slaglille Præstegaard. Notater:
Han blev undervist, først privat, siden i Mesterlektien, af sin senere Svoger, Magister Peder Clod, med hvem han sluttede et varmt Venskab, som senere blev fornyet, da de begge var brevet Rektorer i Nordsjælland.
I 1715 blev han Student. Allerede det følgende Aar blev han straks efter Filosofikum tredie Lectie-Hører i Helsingør, hvor han om Dagen arbejdede med at undervise andre i Skolen, og om Aftenen og Natten læste for sig selv, saa han i 1717 kunde tage theologisk Eksamen med Laud.
Hans Videlyst lod ham ikke slaa sig til Ro med de Kundskaber, han havde erhvervet. 1719 rejste han med sine foresattes Tilladelse udenlands. Her gæstede han flere berømte lutherske Universiteter, bl.a. Wittenberg, hvor han dyrkede de østerlandske Sprog og holdt en theologisk Disputats med Tanken paa at blive Præst.
1720 blev han kaldt hjem for at overtage Stillingen som fjerde Lectie-Hører i Helsingør. 1721 blev han Huslærer hos Biskop Deichmann i Christiania, der var gift med hans Moster; her gjorde han sig ikke alene elsket af Biskoppens Børn, men vandt ogsaa dennes Fortrolighed, saa Biskoppen ønskede at benytte ham som Skriver i en hemmelig Brevveksling med Kong Frederik IV.
Dette var imidlertid i høj Grad Johs. Schrøder imod.
Han søgte i Stedet det forfaldne Rektorat i Frederikshald 1722. "Her fandt han Skolen og Byen i en ynkelig Stand; Byen havde Borgerne selv nogle Aar forhen (under Karl Xll's Belejring) opbrændt for at udjage Fjenden.
Skolen var plat øde, Disciplines Tal var ej mere end syv ialt. Men den kom snart paa Fode igen ved hans berømmelige Flid."
Hvor smaat og besværligt det her har været, faar vi et indtryk af ved at høre, at han Gang paa Gang forgæves søger Præstekald, at det i de otte Aar, han er Rektor der, kun lykkes at dimittere én Student, og at han, for at bringe sig i Erindring, maa tage Magistergraden i 1726 og udgive: "Kort historisk Beskrivelse over Friderichshald" paa Riim (Kbhvn. 1727), hvorfor Holberg takker ham i sin Danmarks Riges Historie.
15/5 1730 opnaaede Johs. Schrøder endelig Forflyttelse, idet han da paa Anbefaling af Confessionarius Lintrup og Amtmand Fr. Gram blev kaldet til Rektor i Frederiksborg.
Som sin Tids betydeligste danske Skolemand øvede Johs. Schrøder en overordentlig Indflydelse.
Det blev en Blomstringstid for Frederiksborg lærde Skole som ingensinde tilforn.
"I Lærdom, Philosophie, Theologie og Philologie var han allerede en stor Mand, men i hans Embeds Flid og Nidkierhed, i en klog, almeennyttig og virksom Brug af sine Studeringer var han endnu større."
Som Lærer var han utrættelig; han lod det ikke være nok med den almindelige Undervisning paa Skolen, men læste ogsaa privat med de tungnemme Elever paa sit Studerekammer fra Kl. 5 om Morgenen til Skoletid, og fra dennes Slutning til Kl. 8 om Aftenen, saa længe hans Kræfter kunde slaa til.
"Faa skal kunne udholde hans Arbeyde, og faa kunde giøre dette Embede med de Sinds Gaver, med den Sagtmodighed og den Iver, med den Nedladenhed og Grundighed tillige."
Med sin medfødte Sagtmodighed var han paa Skoletugtens Omraade langt forud for sin Tid; "thi Barskhed, Strænghed, Riiset, som da var det almindelige Skole-Scepter, var ham altid modbydelig."
Johannes Schrøders Skolestyre i Frederiksborg falder i en Tid, hvor der herskede det stærkeste Røre indenfor den danske Kirke, hvor vidt forskellige Retninger og Livsanskuelser, fra stive Statskirkemænd til ukirkelige Separatister, fra dybt alvorlige Pietister til løsslupne Fritænkere, kappedes om Førerskabet.
Det var svært i saadanne Tider med Frisind og Mildhed at skærme den store Skolehjord bod Vranglærerne. Det synes dog, som om det er lykkedes Rektoren at holde den gyldne Middelvej.
I Præsten Nicolaj Brorsons Levned hedder det om de gudelige Forsamlinger, denne paa Søn- og Helligdage afholdt i Præstegaarden, at ogsaa en stor Del af Latinskolens Disciple indfandt sig der, "opmuntrede tildels af denne Skoles berømmelige Rector, Hr. Professor Schrøder, med sine Colleger." *)
*) Kh. S. 3. R. VI 673.
Takket være en Række udmærkede nidkære Slotspræster af udpræget pietistisk Farve bliver Frederiksborg et Brændpunkt for den halleske Pietisme i Nordsjælland, saa det bliver et Kendemærke paa en pietistisk Præst at være dimitteret fra Johs. Schrøders Skole.
Snart følger imidlertid en Flok kirkefjendske Fanatikere i de besindige Pietisters Kølvand for at fiske i rørte Vande; det er disse Folk, man i Datidens Sprog benævner "Pietister", og derfor ser vi det mærkelige, at Johs. Schrøder som oftest fremstilles som en orthodoks Modstander af Pietismen ("han vaagede over, at hans talrige Skoleflok ikke skulde blive et Rov for deres Fanatismum").
Rektor Schrøder maatte ofte prædike ganske uforberedt, naar Præsten var syg.
Som den indsigtsfulde og lærde Mand blev han brugt til Raadgiver baade i pædagogiske Spørgsmaal (af Kronprins Frederik V's Lærere) og i videnskabelige Anliggender.
”22/10 1756, da et andet Embede var ham tilbudt (sc. Domprovstiet til Roskilde, hvortil han endog havde bekostet sig Præsteklæder), hvilket han for visse Aarsager ikke erholdt, blev han uden Ansøgning beskikket til Professor philosophiæ extraord. ved Kjøbenhavns Akademie, endskjønt han forblev fremdeles som Rektor ved Frederiksborg Skole.''
Hans lange Arbejdsdag, haard Sygdom og Alderdomssvaghed nødte ham til fra 1759 at dele Rektorforretningerne med en Conrektor, og til efter 50 Aars Skolegerning som "Jubellærer" at trække sig tilbage i 1766, idet han til sin Død beholdt sin fulde Rektorløn. *)
*) Af særlige Kilder til Rektor Johannes Schrøders Historie mærkes: Jens Worms Lexicon over lærde Mænd (1773) II 354-56, H. P. Dalhoff, Hvirring, Optegnelser fra 1784, trykt i Fredb. I. Skoles Program 1899, S. 37 f., A. Jantzen i biogr. Leks. XV 310, Bjørn Kornerup i Fredb. Amts Aarb. 1916, S, 30-32.
24/10 1724 ~ Gunnild Peders Datter Bendike af Frederikshald (1702 - 1747). Hendes Fader, Peder Pedersen, var Købmand og stammede fra Jylland. Hun blev Moder til 9 Sønner og 5 Døtre, hvoraf dog kun 4 Sønner og 3 Døtre overlevede hende.
Hans Tab var ham for føleligt, til at han kunde indlade sig i noget andet Ægteskab.
Han tilbragte i Rolighed sine seks sidste Leveaar hos sine Børn og døde i Slaglille Præstegaard 16/5 1774.
Paa Epitafiet i Slaglille Kirke over "den velfortiente og elskte fromme Gamle Herr Magister'' staar der: "Han var en ufortröden Lærer, en venlig og from Mand, Fader og Menneske-Ven, En god Christen, altid fornöyet med Guds Veye og tryg under hans Varetægt. Sov her hen i et fast Haab om det Tilkommende: Jeg veed, at min Frelser lever, Job. XIX, 25."
At det ikke har været lyse og milde Kaar, de yngre børn er vokset op under i den travle Enkemands Hus, hvor to unge Døtre maatte staa de fire mindre Brødre i Moders Sted, er let at forstaa.
Den yngste Søn vil dog mene, at alt gik ordentlig til og lykkedes vel.
H. P. Dalhoff derimod skriver, at hans gamle Rektor som Enkemand vel fik "et roligere Liv, men ikke i alle Dele fornøjeligere; thi næsten alle hans Børn udartede; af ingen havde han synderlig Glæde, og af nogle stor Sorg."
Det kunde maaske tænkes, at denne Dom udspringer af et akademisk Snæversyn, som regner det for et Fald, naar saa godt som alle Rektors Børn følger Tidens Feltraab, det Løsen, som den franske Filosof Rousseau gav Ord: "Lad os vende tilbage til Naturen". Udviklingen har i alt Fald vist, at det blev til Lykke og Helse, at denne gamle lærde slægt i de følgende Led fra Studerekamrene søgte ud i Skov og Mark.
Under en Voksbuste, som en af Rektors Elever har modelleret af ham i hans Alderdom, sattes følgende Vers:
Om en Discipel tør sin Lærers Værd bedømme,
Da kan et Hundrede Og Ti i Præstestand
Som og Tre Hundrede, Halvfems og een berømme
Professor Schrøder for en lærd og dydig Mand.
Johannes Hansen Schrøder.
stud. 19. Juli 1673,
kapellan i Helsingør 20.sept. 1684,
sognepræst 7.aug. 1711,
3' lektie-hører i Helsingør 1716,
Rektor i Frederikshald i Norge 1722,
Rektor i Frederiksborg (Hillerød) 1730,
1756 Professor; han nedlagde embedet i 1766.
Er optaget i Giessings Jubel-lærere, udgivet i 1781. Der er heri en meget lang og fyldig beskrivelse af hans store dygtighed og indsigt i videnskabelige forhold.
Sine sidste år levede han hos sønnen Christoffer, der dengang var præst i Slaglille lige øst for Sorø.
Johannes blev gift med Gunnild Pedersdatter Bendike den 24 okt. 1724. Gunnild (datter af Købmand Peder Pedersen og Anna Bendike) blev født i 1702; døde den 29 nov. 1747. [Gruppeskema] [Familietavle]
|
|
|
|