Anna Kirstine Appel, E.3.2

Anna blev gift med Frederik Lange Begtrup den 20 maj 1923 i Askov kirke. Frederik (søn af Holger Begtrup og Johanne Lange) blev født den 13 nov. 1896 i Tjæreby sogn, Frederiksborg Højskole; døde den 25 jul. 1948. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Ester Begtrup, E.3.2.1 blev født den 14 apr. 1925 i København; døde den 12 dec. 1931.
2. Dora Begtrup, E.3.2.2 blev født den 02 apr. 1927 i Tjæreby sogn, Frederiksborg Højskole; døde den 28 maj 2013.
3. Bente Begtrup, E.3.2.3
4. Eva Begtrup, E.3.2.4 blev født den 05 apr. 1934 i Tjæreby sogn, Frederiksborg Højskole; døde den 31 jul. 2012; blev begravet i Ullerød.

Notater:

Jacob Christian Lindberg Appel var yngste søn af Cornelius Appel og blev født på Rødding Højskole i 1866. Han var blandt de første elever på Skibelund Friskole, der blev oprettet i 1874. Hans tre første navne henviser til Grundtvigs kampfælle i kirkekampen Jacob Christian Lindberg.

Jacob Appel var elev ved Askov Højskole 1882-85 og blev efter en uddannelse ved Polyteknisk Læreanstalt i fysik, kemi og matematik fra 1890 først lærer og senere, fra 1906-28 forstander på Askov Højskole. Han var en af de mest fremtrædende højskoleforstandere i højskolehistorien og gav Askov Højskole en meget væsentlig rolle i nordslesvigernes nationale kamp.

I perioden 1910-13 var han undervisningsminister i venstreministeriet Berntsen og igen 1920-24 i ministeriet Neergaard. Fra 1922 var han tillige kirkeminister. I disse perioder bar hans hustru Ingeborg Appel hovedansvaret for skolen, hvor hun var en dybt respekteret og afholdt leder.

Som undervisningsminister efter Genforeningen i 1920 havde Jacob Appel et hovedansvar for den frisindede skolelovgivning i Sønderjylland, kaldet den sønderjyske skoleordning, som gav det tyske mindretal gode vilkår for skolevirksomhed. Skoleordningen var bl.a. bemærkelsesværdig, fordi der var 100 % statstilskud til de tyske skoler. Skoleordningen var endvidere kendetegnet ved, at der til hver skole var knyttet en skolekommission med ret til at ansætte og afskedige lærere.

Både som politiker og forstander støttede han ud fra en grundtvigiansk livsholdning højskolebevægelsen, frimenigheds- og friskoletanken. Som lærer var han en meget søgt foredragsholder, der ud over sin undervisning i fysik, matematik og regning også inddrog psykologi og samfundslære. Hans lederegenskaber fik stor betydning for Askov Højskoles udvikling til landets mest søgte højskole.

Mindesten i Skibelund Krat. Initiativet til at rejse stenen blev taget af en række sønderjyske kulturforeninger og Dansk Skoleforening i Flensborg og blev afsløret på Jacob Appels fødselsdag den 23. april 1944. Hans hustru Ingeborg Appels navn blev tilføjet i 1960.

Kilde:
Den Store Danske Encyklopædi

Jacob blev gift med Ingeborg Schrøder, E.3 den 24 sep. 1891 i Vejen Kirke. Ingeborg (datter af Ludvig Peter Schrøder, E og Charlotte Caroline Eliza Johanne Wagner) blev født den 26 jun. 1868 i Askov; døde den 5 nov. 1948. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Cornelius Appel blev født i Aabøl ved Toftlund og er ud af en lærerfamilie. Efter sin konfirmation arbejdede han ved landbruget og kom i 1839 på Lyngby Seminarium, hvordra han demitterede i 1841. I seminarietiden blev Cornelius Appel stærkt grebet af religiøse spørgsmål, især under påvirkning f N.F.S. Grundtvig. Efter sin eksamen blev han lærer i bl.a. Ribe, Døstrup, Ballum og Løjt, hvor han også blev påvirket af de herrnhutiske tanker, men han tilegnede sig efterhånden et rent grundtvigsk menneskesyn. Som lærer i Ballum har Appel uden tvivl også mødt disse tanker igennem den rige bonde Knud Laustsen Knudsen i Forballum og hans bror Jens Lassen Knudsen, der havde haft Kresten Kold ansat som huslærer allerede i 1838.

I 1851 blev Appel timelærer ved Tønder Seminarium, formentlig i sammenhæng med at der skulle ansættes flere dansktalende lærere, fordi skolesproget i Tønder i henhold til sprog-reskripterne tvangsmæssigt skiftede fra tysk til dansk. Appel blev nu en fremtrædende fortaler for at lempe den hårdhændede sprogpolitik over for den tysk-orienterede befolkning i Slesvig

På et kirkemøde i København i 1857 udtalte Grundtvig sig til fordel for, at der skulle være både danske og tyske præster i de blandede sogne i Sønderjylland, og i 1861 kom der den lempelse i reglerne, at forældre kunne vælge, om deres børn skulle konfirmeres på dansk eller tysk; og der blev åbnet mulighed for, at der kunne gives privatundervisning på tysk.

Denne ændring vakte stærk modstand hos det overvejende flertal af sønderjyder, men den blev hilst med glæde af Cornelius Appel, der på det tidspunkt var lærer ved Tønder borgerskole, og kredsen omkring ham, de såkaldte "Klosterbrødre", præst i Tønder Johs. Mathias Dahl, forpagter August Beck og huslærer hos Knud L. Knudsen på Visby Hedegård Chr. Siegfred Ley. (Navnet "Klosterbrødre" fik de efter et møde i Løgumkloster).

Cornelius Appel skrev et indlæg i Vestslesvigsk Tidende den 27. maj 1861 om Klosterbrødrenes holdning til den danske sprogpolitik.

"Klosterbrødrenes" synspunkter prægede Cornelius Appels søn Jacob Appel, der som undervisningsminister gennemførte den frisindede sønderjyske skoleordning, som gav mulighed for tyske skoler med fuldt statstilskud i Sønderjylland efter Genforeningen.

I 1865 blev Cornelius Appel forstander på Rødding Højskole, efter at Ludvig Schrøder havde flyttet skolevirksomheden til Askov. Her oprettede han først en børneskole, og i 1869 genoptog han højskolearbejdet igen, men efter krigen 1870-71 fik han kun lov til tre måneder om året at holde højskole for piger.

I 1874 blev Cornelius Appel præst for den første sønderjyske frimenighed, Rødding Frimenighed, oprettet i protest mod den preussiske landskirke. Ordinationen af Cornelius Appel den 30. juli 1874 på Askov Højskole var en væsentlig begivenhed i debatten om retten til selv at oprette menigheder. Se Ingeborg Appels beskrivelse her.

I 1885 forbød de preussiske myndigheder helt skolevirksomheden, men Cornelius Appel drev skolens landbrug på 46 ha videre indtil han i 1889 på grund af svigtende helbred flyttede til Fyn, hvor han døde i Odense i 1901.

Mindesten i Skibelund Krat med indsat portrætrelief i bronze udført af billedhuggeren N. Hansen-Jacobsen, Vejen. Stenen blev afsløret den 24. september 1905, hvor Cornelius Appels yngste søn Jacob Appel holdt afsløringstalen.

Cornelius blev gift med Anna Kirstine Lorenzen. Anna blev født den 19 jan. 1829 i Lovrup, Døstrup sogn, Tønder, Højer og Lø herred, Tønder amt; døde den 14 jan. 1869 i Rødding Højskole, Rødding sogn, Frøs herred, Haderslev amt ; blev begravet i Rødding sogn, Frøs herred, Haderslev amt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hjemmeundervist bl.a. af løjtnant H. Rosenstand og cand. teol. Nissen, på Herlufsholm 1848-54, cand. teol. 1860, forstander for Rødding 1862-64, forstander for Askov 1865-1906, Ridder af Dannebrog, Nordstjernen og St. Olav, tit. prof. 1906.
Medlem af Landstinget 1886-90, af det kirkelige udvalg 1904-07, BM Det danske hedeselskab, Kirkeligt samfund af 1898, Dansk skolefor., private nordiske skolemøder, form. Ribe Amts plejehj. for. m.m. Medudgiver Nordisk Maanedsskrift 1883-88, Danskeren 1888-94, medarbejder ved ”Højskolebladet”.
Biografier om P. Larsen-Skræppenborg, Mads Melbye, Ludv. Helveg, Ewald og Baggesen, Oehlenschläger, Grundtvig. ”Menneskeslægtens Levnedsløb”, ”Det danske hedeselskab”, ”Danmarks hjælpekilder og næringsveje”, ”Den nordiske folkehøjskole” m.v.

Fra Herlufsholm fik han engang det vidnesbyrd, at han havde ingen god hukommelse, men et godt judicium. Denne evne til at skønne, ikke mindst om åndelige værdier, kom ham i høj grad til gode i hans manddomsgerning, den gav ham sporsans til at finde frugtbare emner til sine foredrag; ingen har bedre evnet at udmønte Grundtvigs tanker til folkegavn. Den hjalp ham til at se sundt på sine lærlinge, så han kunne kalde de gode spirer frem hos dem, og til at knytte en stab af dygtige lærere og selvstændige personligheder til skolen. Hans jævne, stille, myndige tale var ikke smykket med ydre veltalenhed, men bygget på omhyggelige studier og fordybelse i emnet, så ordet blev dåd for lydhøre modne tilhørere. Han favnede vidt, men forstod at samle alt – arbejdet på at skabe skov på Jyllands hede, den lille mønstergård ”Damhus” samfølelsen med det virksomme borgerliv (”hjælpekilder og næringsveje”) – om sin livsgerning i Askov. Det var et hårdt slag for ham og hans hustru, at de måtte forlade deres gerning Sønderjylland, men de blev så nær grænsen som muligt, så de kunne holde levende forbindelse med vennerne sønden å.

Han var en ”Johannesnatur”, noget af en tordensøn i de yngre dage, af kærlighedens apostel i de ældre år, ikke mindst da han også måtte træde i mors sted for sine børn. Han var en taknemmelig mand og trængte til at møde folks taknemmelighed, ikke så meget for sin egen skyld, som for den sag, han repræsenterede. Han var glad for sine børn og holdt sig ung med dem.
Død i sit hjem i Askov.

Ludvig blev gift med Charlotte Caroline Eliza Johanne Wagner den 24 sep. 1862 i København, Vor Frelsers Kirke. Charlotte (datter af Oberstløjtnant Moritz Carl Friedrich August Wagner og Margrethe Sophie Charlotte Manthey) blev født den 29 sep. 1842 i Rendsburg, Schleswig-Holstein; døde den 11 nov. 1904 i Askov. [Gruppeskema] [Familietavle]

Hans blev gift med Kirsten Marie Appel. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Han gik i Almueskole med tysk Undervisning, men lærte intet, hverken Dansk eller Tysk. Da Børneflokken vokser til derhjemme, maa Jens Peter ud i Verden for selv at tjene sit Brød. "Penge eller Penges Værdi arvede jeg ikke efter mine Forældre, men maaske arvede jeg det, der var bedre".
Han bliver Skytte paa Herregaarden Basnæs ved Skelskør (1801 - 1803), men det er betegnende for, hvor lavt Forstvæsenet dengang stod, at Skytten tillige maatte øve Tjenergerning paa Herregaarden.
Jens Peter var en stræbsom ung Mand, og da han stærkt følte Savnet af Kundskaber (han kunde næppe skrive sit Navn, da han blev Skytte), faar han fat paa nogle danske Forskrifter for selv at lære sig at skrive, ligesom han ogsaa gør Forsøg paa at tilegne sig Begyndelsesgrundene i Læse- og Regnekunsten.
Han kom saa som Skytte og Skovrider til Engestofte (1804 - 1813) hos Godsejer Wichfeld. Som ugift boede han paa Herregaarden; da han siden giftede sig med den derværende Husholderske, Johanne Elisabeth Waldner, blev den senere Godsforvalterbolig bygget til dem.
Han vilde have Godsejeren til at prøve de nymodens Bøgekulturer, men det var ham ikke muligt at faa Penge til at købe Bøgeplanter for; saa "reddede" han nogle i sin Broders Planteskole paa Søholt, nær Maribo Sø, hvor der endnu staar smukke Bøgeskove fra den Tid.

Selv maatte J. P. Schrøder klare sig med en ringe Løn; det var trange Tider under den langvarige Kamp med Englænderne, hvor Skovrideren forøvrigt var blandt de Herregaardsskytter, der blev purret ud paa Laaland i 1807, da man frygtede for engelsk Landgang, og som siden "dækkede" General Castenschiolds Tilbagetog til Smaaøerne efter Nederlaget ved Køge - et Felttog der minder lidt om Slavekrigen i Jylland i 1848.

For at bjærge Livet slog Skovrideren sig paa Hestehandel. Han begyndte smaat med at fodre sin Embedshest godt op og saa sælge den, men denne Bifortjeneste voksede efterhaanden ganske godt. Det blev hans Redningsplanke i de haarde Tider, men var nær bleven hans Ulykke, da der kom lysere Udsigter.
Christianssæde store Skovdistrikt paa 2000 Tdr. Land Skov blev ledig, i den Anledning henvendte han sig til den gamle Statsminister Greve Chr. D Fr. Reventlow.
Den retsindige Greve siger da til ham. "Jeg hører, De handler med Heste? Saa kan De ikke være en ærlig Mand" Da J. P. Schrøder gjorde ham begribeligt, at det var Nøden, der havde drevet ham til at gribe denne sidste Udvej, lod Greven sig berolige.

J. P. Schrøder blev Skovrider ved Christianssæde med Bolig i Skjørringe (1813 - 1853), til han 70 Aar gammel trak sig tilbage til Fordel for sin Søn Anders. Sine sidste Leveaar (1/11 1853 - 20/4 1860) boede han i den tidligere Forpagterbolig til Frihedsminde (Sønnen Peter boede som Forpagter paa Hovedbygningen).
Han led meget i de Aar, men hans Taknemlighed og kærlige Sind voksede med de svære legemlige Lidelser. Han ligger begravet med mange af sine nærmeste i Familiegravstedet paa Skjørringe Kirkegaard.

Som sin Fader gik han med Liv og Sjæl op i Skovdyrkningen. Han sørgede, naar Skovene, som følge af Statsbankerottens Virkninger, paa Grev Ejnar Reventlows Ordre blev hugget til Upligt for at skaffe Penge, men arbejdede ivrig med Nyplantning, saa vidt mulig Bøg, hvor Jordsmonnet var tørt nok dertil.
Der blev gravet Grøfter for at afvande den sumpede Skovbund og anlagt nye Veje.
En af hans største Glæder var at køre Gæster rundt og vise dem Resultaterne af sit Skovarbejde.
Selv skrev han, 71 Aar gammel: Min Gjerning har været mig let, thi den har været mit Livs Lyst."

Det var endnu dengang almindeligt at lade Kreaturer, navnlig Svin, gaa paa Olden i Skovene. Omkring 1830 var der i Christianssæde Skov en Svineflok, som havde drevet om der i flere Aar og efterhaanden var bleven ganske vilde, saa der maatte holdes "Vildsvinejagt" paa dem.
Navnlig var der en gammel Orne med vældige Hugtænder, som de ikke kunde faa Livet af, thi dens Flæskesvær var saa tyk, at Kuglerne sad fast i den uden at volde anden Skade end at gøre Ornen edderspændt rasende. En Dag havde den gamle Skovrider sine to Sønner, Anders og Peter, med ud paa Jagt; de blev posteret med Ryggen mod en stor Tykning, som Dyret skulde forbi.
Da det nærmer sig og stiler lige hen imod Faderen, giver denne Drengene Tegn til, at de ikke maa skyde for ikke at hidse Dyret; han vil have det saa nær paa Livet, at han kan være sikker paa et dræbende Skud.
De staar saa alle tre spændt og lurer, men til sidst kan Peter ikke dy sig, han giver Ild. Dyret blev paa Stedet.

Der fandt hyppig Tyverier Sted i Skovene, saa der i lange Tider maatte holdes omhyggelig Vagt, hvad der ikke var nogen ufarlig Historie. Inden Skovrideren om Aftenen lagde sig til Ro, stillede han i de Dage et ladt Gevær ved Siden af sin Seng.

Paa Grund af hans mangelfulde Skolekundskaber kneb det for ham at føre Skovregnskaberne, der med Aarene blev mere indviklede, saa han maatte overlade det til sine Sønner, navnlig Anders, at udarbejde dem.

Overfor Skovbetjente som i sit Hjem var han streng, men omsorgsfuld og retfærdig. Opdagede han, at det kunde være til Fordel for hans underordnede at faa en anden Tjeneste, tog han intet Hensyn til sit eget Bedste, men var selv den ivrigste for at skaffe dem den attraaede Plads.
Han var opvokset under Rationalismens Indflydelse og synes at have taget Udtryk som: Djævelen gaar omkring som en brølende løve o.l. bogstavelig, og det forargede ham.
Han talte højt og dominerende, og han talte meget og gerne; han bandede som almindeligt i Datiden, og ikke mindst i hans Slægt, men uden at tænke derved. *)

*) Han gik ret almindelig under Navnet "Lyne-Jens" eller "Lyne-Schrøder''.

Han var gudhengiven og meget taknemlig for sin Lod paa Jorden og haabede paa, at hans gode Vilje, Troskab og Pligtopfyldelse skulde blive taget for god af den kærlige Gud i Evigheden.
Hans Børn blev opdraget i streng Lydighed, men han elskede dem, og i Følelsen af sine egne Mangler dér ofrede han alt, hvad han kunde, paa at skaffe dem en Undervisning, der svarede til deres forskellige Evner.
Han kunde fortælle Eventyr og mange Træk fra sin Barndom og Ungdom; han sang Viserne fra Tiden omkring 1800 og Salmerne i Kirken med kraftig Røst.
Adskillige Fyndsprog laa ham let paa Tungen:
Hvad du kan gøre idag, sæt ej op til imorgen.
Det er en daarlig Mus, der kun har eet Hul at krybe i.
Tænk, før du handler.
Vorherre er alle Daarers Formynder, o.lign.

I sin Ligtale over J. P. Schrøders anden Hustru omtalte Sognepræsten "hans faste Retsindighed, sjeldne Virkelyst og store praktiske Dygtighed."
Og hun har i et Brev kort før deres ægteskab tegnet ham som "den kraftfulde, sandhedskjærlige og godmodige Mand."

Jens blev gift med Frederikke Lovise Hviid den 20 sep. 1833. Frederikke (datter af Gæstgiver Peder Hviid og Ide Margrethe Jokumsen) blev født den 16 jan. 1803 i Nakskov; døde den 18 jul. 1839. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hun var født i Nakskov som Datter af Gæstgiver Peder Hviid (1772-1816) og Ide Margrethe Jokumsen (d. 1831). Hendes Frænder var mest Selvejerbønder i Nørreherred. Faderen blev i 1809 Gæstgiver og Færgeforpagter i Taars ved Nakskov.
Da Moderen giftige sig igen 1821, blev der skiftet mellem hende og Datteren.
Ved Konfirmationen 1817 omtales Frederikke Lovises særdeles fortrinlige Kundskaber og meget rosværdige Forhold. Hun kom saa i Halsted Præstegaard og derpaa 1820 til Clausen-Bagge i Utterslev; hun fulgte med ham, da han 1827 blev Sognepræst i Tirsted, Skjørringe og Vejleby med Bolig i Rubbelykke.
Det fremgaar af hendes Dagbog fra 1826 - 1827, at hun var Gud meget taknemlig for at være kommen fra raa til dannede Omgivelser. Her blev hun, til hun blev gift med Enkemand Skovrider J. P. Schrøder.
Hun blev en omsorgsfuld og god Stedmoder, som Stedbørnene kom til at elske. Den sidste Dag, hun levede, begyndte hun at læse med sine smaa Drenge, hveraf den ældste da var fem, den næstældste 3½ Aar. Hvor meget hun betød for sin Mand, fremgaar af, hvad han et halvt Aar efter hendes Død skrev til sin ældste Søns Kone: "at jeg ofte føler Sorg og Savn, og dog har jeg aldrig turdet knurre eller klage, jeg maa med den højeste Grad af Ydmyghed takke Almagtens Gud, at jeg i den korte Tid var forenet med et saa ædelt Menneske .... hun var for god til denne Jord og et ægte Guds barn."

Præsten Clausen-Bagge giver hende i sin Ligtale (22/7 1839) følgende Vidnesbyrd: ”Hun var ualmindelig agtet og elsket, udstyret med mere end almindelige Aandsevner, aaben Sans for alt videværdigt, ædelt og godt, med Aandens Livlighed og Bøjelighed, en let Opfattelse. Livet var hende en Skole, hvori hun med Lyst og Lethed samlede Kundskab, Indsigt og Dannelse. Hun havde lyst Blik, var fordomsfri og havde sund Dømmekraft, et ædelt Hjærte, var kjærlig, velvillig, mild og blid. Religionen var hendes Hjærtes Sag, hun var gudfrygtig og samvittighedsfuld, opofrende i høj Grad og kunde, naar det gjaldt, tage sig sammen og udfolde en stor, kraftig Virksomhed.'' *)

*) Om Hjemmet i Skørringe Skovridergaard se iøvrigt Fr. Schrøder: Ludvig Schrøders Liv og Gerning I 9-22, hvor bl. a. Lovise Hviids Jaord er meddelt.

Moritz blev gift med Margrethe Sophie Charlotte Manthey den 19 sep. 1834 i Sludstrup, Sorø. Margrethe (datter af Etatsråd Johan Georg Ludvig Manthey og Ane Pauline Holten) blev født den 27 jun. 1811 i Søllerødgård, Rensborg; døde den 16 apr. 1897 i Askov. [Gruppeskema] [Familietavle]