Sara Tougaard, C.2.2.2.4.2

Kvinde 1969 - 2021  (51 år)


Personlige oplysninger    |    Begivenhedskort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Sara Tougaard 
    Suffiks C.2.2.2.4.2 
    Født 03 okt. 1969  Esbjerg Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Køn Kvinde 
    Død 8 aug. 2021  Stefansgade, Nørrebro, København og Hospits Diagonissestiftelsen Frederiksberg Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    Kremeret 16 aug. 2021  Holmens Kirkegårds Kapel, Assistenskirkegården, København Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • JACOBs (C2.2.2.4.1.) MINDEORD
      Mindeord ved Saras bisættelse 16. august 2021
      Der er nogen ting man ikke kan forberede sig på i forvejen ? den første kærlighed, det første barn og lignende situationer. Nu er vi her sammen i sådan en situation, bare ikke en af de lykkelige. Alle har vi med meget kort varsel mistet noget vi holdt meget af. Jeg har mistet min eneste søster, Karen og Svend har mistet deres eneste datter, Katrine og Johan deres eneste faster, og I andre har mistet en god veninde eller arbejdskollega, eller i mange tilfælde begge dele og for mange en I har kendt i mange år. Mange af os kender ikke meget til hinanden, sidst vi så hinanden var måske til Saras 50-års fødselsdag. Saras vennekreds er utrolig. Den er ikke et netværk af den slags man lærer om på management-kurser og holder levende gennem et par månedlige tweets om hvor godt det går, men en aktiv vennekreds som hun så i den virkelige verden og øste sin gavmildhed ud over. Al den gavmildhed og glæde hun på den måde har givet til sine omgivelser er blevet betalt tifold tilbage gennem det sidste halve år. Det har været en ubegribelig hård tid, for Sara og for os andre omkring hende. Men den varme og hjælpsomhed der uophørligt er strømmet ind fra alle sider fra start til slut er uden sidestykke. Uden jeres støtte og hjælp tør jeg ikke tænke på hvordan vi ville være kommet gennem foråret og sommeren. Nogle har ydet en ekstraordinær indsats, og der må jeg fremhæve Trine, Lone, Rikke, Mette og Christine, der altid var parat til at springe til og som også har hjulpet med at arrangere dagen i dag. Til alle I andre, der har sendt blomster, sms?er, været på besøg, gået tur med Sara osv.: vi er jer så taknemmelige for hvad I har gjort for Sara. Det var en stor glæde for hende og det bliver ved med at gøre os andre varme om hjertet.
      Sara voksede som jeg op på Parkvej i Esbjerg, omgivet af fiskere og andet godtfolk. Det var en anderledes tid og en anden verden. Hvis nogen vil vide hvordan det var, så skal man se Lotte Svendsens film Bornholms Stemme. Hvis man vil vide hvordan det lugtede, så skal man ifølge Sara bare drikke en lunken proteindrik af den slags hun levede af i perioder under sin sygdom. Der boede vi så, i vores lille parcelhus, med underlige akademikerforældre, der gik med hhv. rødstrømpesmykker og langt skæg og dyrkede kartofler i forhaven. En overgang var naboerne overbevist om at vi også dyrkede hamp, men det var dog bare jordskokker. Ikke så underligt at Sara ikke kunne komme hurtigt nok væk da hun var færdig med skolen. Ingen tvivl om at hun søgte efter noget andet og mere end hvad Esbjerg kunne byde på. En ting er jeg dog sikker på at hun tog med sig: den åbenhed og accept vi blev mødt med af naboerne på Parkvej. Nok var vi meget anderledes, men vi var en del af deres flok, et begreb jeg har taget til mig fra Sara. De tog os under deres vinger, holdt øje med os på den gode måde og passede på os, på trods af vores åbenlyse særheder. Det var også Saras tilgang til mennesker: man er ikke selv herre over hvad man har med i bagagen, men man kan selv beslutte hvad man vil gøre med den. Og hun besluttede at dele ud af det hele. Sin viden og indsigt, både den faglige og menneskelige, sit humør og sin skarpe humor. Og dertil delte hun ud af den endeløse produktion af egne kreationer i stof, læder og skin, der kom ud af den lille lejlighed i Stefansgade.
      Om det var i Esbjerg hun fik grundlagt sin interesse for pædagogik og didaktik ved jeg ikke, men det er ikke utænkeligt. Hun mødte i hvert fald didaktikken eller måske netop fraværet af den fra 1. klasse, med lærere der tolkede hendes tunghørhed som dumhed eller ligegyldighed, og lærere der i det hele taget ikke interesserede sig for hvad eleverne lærte. Under alle omstændigheder så blev det det, der kom til at dominere hendes faglige liv: ønsket om at hjælpe andre med at blive bedre til at undervise og formidle. Jeg er jo selv underviser og kan skrive under på at det er vanskeligt at ramme skiven hver eneste gang. Jeg tror Stephen Fry, som jeg ved Sara holdt meget af, udtrykker det meget klart og helt i Saras ånd, når han siger at ?Uddannelse er summen af det studenterne formår at lære hinanden, i pauserne mellem forelæsninger og seminarer?. Den slags, og meget andet til, har jeg med fornøjelse diskuteret med Sara gennem årene, men det underlige er at jeg i virkeligheden ikke kendte den professionelle Sara særligt godt: hende der stillede sig op til møder og arrangementer og gav folk tørt på når de ikke havde styr på deres ting; som den, der nådesløst pointerede hullerne i logikken når en lærerstuderede eller en kollega bevægede sig ud på tynd is og ikke havde argumenterne i orden og havde læst på lektien. Men også hende, der fungerede som skattet mentor for kolleger og altid bidrog med skarpe perspektiver, stærke holdninger og fagligt overskud. Altid med fokus på flokken. Aldrig for at hævde sig selv, men for at bidrage til at den flok hun var i lige nu, samlet set skulle blive bedre. Alt dette ved jeg fra hendes nuværende og tidligere kolleger, og at det gjorde hende til en skattet kollega og samarbejdspartner. På grund af hendes faglige dygtighed og unikke baggrund med rod i naturvidenskab, etnologi og didaktik på en gang, ved jeg at hun kommer til at efterlade et stort hul, der bliver vanskeligt at udfylde.
      Sara var ikke bange for døden. Det sagde hun selv flere gange under sin sygdom. Det virker dog som en umenneskelig opgave at skulle se sin egen død i øjnene i en alder af kun 51 år og det er svært at forstå hvordan Sara fandt kræfterne til det. På den anden side, når man som os kendte Sara, så ved man hvor skarpt rationelt tænkende hun var, i alle livets forhold. Sara troede, ligesom mig, ikke på noget liv efter døden eller på en større organiserende kraft i universet. Jeg har selv under hendes sygdom tænkt meget på om det mon er nemmere at se døden i øjnene for dem, der tror stærkt på en gud, men er kommet frem til det modsatte. For mig må det være en rent ud sagt skræmmende tanke at tro på at man efter døden skal møde sin skaber og stilles til regnskab for alle sine gerninger. For os andre er der en stor sorg forbundet med at livet er slut, men ingen usikkerhed om fremtiden. Døden er fravær af liv, intet andet.
      Jeg har aldrig talt direkte med Sara om livsfilosofi, men efter hendes sygdomsforløb og død er jeg ikke i tvivl om at hun var stoiker. Stoicismen er beundringsværdig i sin rationalisme og skræmmende i den kynisme, der ofte følger af at tænke og handle rationelt. Et centralt begreb for de antikke stoikere var memento mori ? husk at du skal dø. Det blev senere overtaget af den kristne kirke, hvor det er blevet en moraliserende påmindelse om regnskabets time. Men for stoikerne havde det en helt anden og mere positiv betydning. Kun ved at huske på at vi skal dø kan vi sætte pris på livet og leve et dydigt liv. Og med et dydigt liv mente de et liv med vægt på klogskab, retfærdighed, besindighed og modighed. Alt sammen passer på Sara. Og dertil kan man passende tilføje trofasthed, oprigtighed og gavmildhed overfor venner og familie.
      Den største af stoikerne, den romerske senator Seneca, skriver om sorgen ved at miste andre til døden i et brev til Marullus, der har mistet en søn. Han irettesætter Marullus for at have sat sig for at leve sit liv i sorg og skriver om det at miste en ven, som Seneca selv anser for det største tab. Det er barske sager, men jeg synes der er stor visdom i ordene.
      ?... du burde bestræbe dig på at glæde dig mere over at du har haft hende som ven end at sørge over tabet. Men de fleste mennesker regner ikke med hvor store goder de har modtaget og hvor store glæder de har haft: det slemme ved denne sorg er nemlig at den ikke blot er overflødig og unyttig, den er også utaknemmelig. Jeg ville jo med rette kunne sige: Er det da helt spildt at du har haft en sådan ven? Er der slet ikke kommet noget ud af denne tætte forbindelse gennem mange år, ved dette så fortrolige fællesskab i interesser og bestræbelser? Bærer du dit venskab til graven sammen med hende? Og hvad er det du sørger over at have mistet, hvis det ikke kommer dig til gavn at have ejet det? Tro mig: overmåde meget af dem vi har elsket forbliver hos os, selvom tilfældet har revet dem bort. Hele den tid der er gået er vores ejendom og intet som helst er mere sikkert gemt end det der har været. Vores forventning om det der skal komme gør os utaknemmelige over for det, vi allerede har modtaget, selvom det der kommer ? hvis vi er heldige ? hurtigt derefter vil gå over til at være en del af fortiden.? (Breve til Lucillus nummer 99, delvist efter dansk oversættelse (Gertz, 1927), delvist efter engelsk udgave).
      Og et par linjer senere:
      ?Lad os slå os til ro ved det vi allerede har fået, når blot vi ikke har øst det op i en gennemhullet sjæl, som lader alt der kommer ind slippe ud igen?.
      Med andre ord: Sara, du lever videre i os og vi får ikke noget større end minderne om dig; den viden og visdom vi fik fra dig og det fællesskab vi havde sammen med dig og omkring dig. Jeg er glad for, og stolt over at have kendt dig hele mit liv. Jeg vil savne dig og du vil være med mig resten af livet.
      Æret være Saras minde, du vil forblive et forbillede for os alle sammen!
      Jakob



    • MINDEORD

      ? Dorte Villadsen, Skoletjenesten ? videncenter for eksterne læringsmiljøer, skriver mindeord om konsulent Sara Tougaard, København. 51 år

      Selv om Sara Tougaard nåede et fuldt arbejdsliv, efterlader hun et markant og omfattende virke. Hendes faglige hjerte bankede for de naturfaglige undervisningsmiljøer, hvor hun gennem ansættelse i Zoologisk Have København, på Experimentarium, Afdelingen for Etnologi(KU), læreruddannelsen, Skoletjenesten på Den Blå Planet og Statens Naturhistoriske Museum, Instituttet for Naturfagenes Didaktik(KU) og senest som konsulent i Skoletjenesten ? videncenter for eksterne læringsmiljøer har sat afgørende spor i den naturfagsdidaktik, børn og unge i dag møder, når de deltager i undervisningen uden for skolen.
      Med Saras bortgang har vi mistet den stærkeste naturfaglige didaktiker på feltet. Og vi har mistet et dedikeret menneske, der var skarpt og vidende og hævdende den faglige dialog og debat til højeste niveau. Man skulle altid gøre sig umage i hendes nærvær.
      I sin ansættelse som undervisningsansvarlig i Skoletjenesten med arbejdsplads på Statens Naturhistoriske Museum i 2015-18 stod hun i spidsen for at udvikle en højt specialiseret undervisning til skoler og gymnasier, der på fornemste vis viste, hvad museumsundervisning kan og skal. Nemlig bruge det pågældende museums genstandsfelt og arbejdsmetoder som det faglige omdrejningspunkt i undervisningen.
      Sara havde høje forventninger til andre, nøjagtig som hun havde til sig selv, hvilket også resulterede i, at hun gennem årene blev mentor for mange, der mødte hende i arbejdsmæssige sammenhæng. Hun vidste, at hun havde meget at give, og valgte netop dét som arbejdsmæssig mission. Derfor var det også en stor glade for os i Skoletjenesten, at hun i 2020 vendte tilbage ? denne gang i en stilling som konsulent. En stilling hun kun nåede at tage hul på, men som vi alle så frem til med begejstring. Vi mærkede fra første dag, at hun var ansat, at der var mange, der efterspurgte hende ? som oplægsholder, sparringspartner, skribent, evaluator, i netværks og følgegrupper eller som facilitator.
      Ud over den daglige praksis i de naturfaglige miljøer har Sara bidraget på konferencer, i publikationer, som censor og oplægsholder på et utal af kurser. Sara var en eminent underviser og formidler.
      Gennem de mange år, Sara har været i feltet, har hun med sin ordentlighed, sin veludviklede evne til at skabe relationer og sin enestående faglighed utrætteligt guidet og udfordret et utal af kolleger, lærere, lærerstuderende og elever.
      Vi er rigtig mange, der kommer til at savne og mangle hende.

      (afskrevet af Jens Dinsen - C.2.2.2.3.)
      ------------------------------------------------------------------------------------------------------------
    Notater 
    • Note skrevet af Saras morbror Jens Disen C.2.2.2.3. i december 2007.
      Sara blev student i 1986, Bachelor i etnologi på Københavns undversitet 1997. Cand.mag i pædagogik og kommunikation fra RUC i 2001. Formidler i Zoologisk have i København 2001 - 07. Kursusleder på Experimentarium i 2007.
    Person-ID I1197  Schrøder Slægten | CJES
    Sidst ændret 12 jun. 2022 

    Far Svend Tougaard 
    Mor Karen Tougaard f. Dinsen Hansen, C.2.2.2.4 
    Familie-ID F491  Gruppeskema  |  Familietavle

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsFødt - 03 okt. 1969 - Esbjerg Link til Google Earth
    Link til Google MapsKremeret - 16 aug. 2021 - Holmens Kirkegårds Kapel, Assistenskirkegården, København Link til Google Earth
     = Link til Google Earth